86 42 90 23 kontor@c-lacour.dk

Forældrebestyrelse og skoleledelse ved C. la Cours Skole fik sent mandag den 25. februar besked om, at tidligere skoleleder Per Birkebæk var død, 76 år gammel.

Per Birkebæk har haft overordentlig stor betydning for institutionen C. la Cours Skole samt for tidligere og nuværende medarbejdere, forældre og elever, og med hans død er en særlig æra forbi.

Per Birkebæk tiltrådte C. la Cours Skole i 1977 som viceinspektør, og i 1983 blev han indsat som skolebestyrer. Han forblev i denne rolle indtil 2006, hvor han gik på pension.

Gennem samtlige 29 år på C. la Cours Skole demonstrerede Per Birkebæk enorm indsigt, format og engagement og fastholdt stædigt viljen til sammen med sine mange dygtige, håndplukkede medarbejdere at udvikle en noget forsømt 100 år gammel skole til den moderne skole, som vi kender i Randers i dag. Vi skylder Per en stor tak.

Højt hævet over sine andre roller såsom foredragsholder og forfatter har Per Birkebæk levet og åndet for C. la Cours Skole. Vi, der er en del af skolen i dag og vil være det i årene fremover, vil fortsat fortælle historien om en personlighed, der med tydelig og smittende engagement og begejstring formåede at genskabe og videreføre ånden fra Charlotte la Cour. Han gjorde en forskel.

I disse dage går vores tanker til de efterladte.

Æret være Per Birkebæks minde.

På vegne af C. la Cours Skole

Thomas Ballegaard Jens Anker Hansen
Formand for forældrebestyrelsen Skoleleder